Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Pressemeddelelse 03-07-2008 15:58:00
 

EU’s fælles fiskeripolitik på dødssejlads

Hvis Folketingets Europaudvalg i morgen fredag den 4/7 udstyrer den danske fødevareminister med det fiskeripolitiske mandat, hun beder om, er det et endeligt forlis af den fælles fiskeripolitik i EU.

Image
 

Den blev vedtaget for 25 år siden i 1983 og selv om den aldrig har virket efter hensigten, så forsøgte den dog på de biologiske områder at holde kursen mod et større mål af bæredygtighed i fiskeriet.

Nu fremlægger EU kommissionen under EU kommissær Joe Borg en "Initiativpakke", som skal forsøge at hjælpe det energislugende fiskeri i EU. Planen opererer med en samlet støtte på ca. 4 mia. kr. - penge, som man tager fra den nyligt oprettede Fiskerifond, som blev oprettet til støtte for at få fiskeriet ind på en mere biologisk og økonomisk bæredygtig kurs.

Denne initiativpakke har intet med bæredygtighed at gøre, det er akut nødhjælp til et helt igennem forfejlet fiskeri, som i stedet for at bygge på biologisk bæredygtighed er bygget på vold og magt. Vold mod naturen og klimaet og magt mod det naturskånsomme fiskeri, som kan fange fisken uden brug af den store mængde olie.

Med vold og magt gennemtrumfer denne kapital- og energitunge industri sine mål. Da fiskerne (de ansatte på de store trawlere) sloges mod alt og alle i de sydeuropæiske hovedstæder, var de rigtige fiskere på havet. De fiskere, som forsyner os med den daglige friske fisk, har ikke de store energiproblemer. De slæber ikke deres redskaber, men anvender passive redskaber. De har derimod problemer med for lave kvoter, fordi man politisk holder et naturstridigt trawlfiskeri kunstigt i live.

Udover de skandaløse konsekvenser for europæisk fiskeripolitik, så vil det også være en skandale i forhold til den erklærede europæiske og danske klimapolitik. Vi siger i Danmark, at vi erkender, at det er af allerstørste vigtighed at holde temperaturstigningerne under de 2 grader, så Verden ikke ender i et klima, der går amok.  Vor regering hylder markedskræfterne. Men nu sætter man markedskræfterne ud af kraft og accepterer direkte og indirekte oliesubsidier i Europa og i Danmark. Det må få alle til at opfatte, at dansk klimapolitik er manipulerende og løgnagtig.

Læs Levende Havs henvendelse til Folketingets Europaudvalg den 3/7 2008 i vedhæftede fil.

For yderligere information, kontakt venligst:
Landsforeningen Levende Hav, Knud Andersen, Knud@levende.dk, Tlf. 20487421, www.levendehav.dk

Dokumentation: Henvendelse til Folketingets Europaudvalg den 3/7 2008

Europaudvalget

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

Vedr. Udvalgsmøde den 4/7 2008

Kommentar til ”Samlenotat Rådsmøde (Landbrug og Fiskeri) 15/7 2008” 2883 bilag 1

Punkt 9: ” Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr.

1198/2006 om Den Europæiske Fiskerifond” og tillægget fra 2/7 ”Commission approves block exemption for state aid”

Kommissionens forslag er det facto et farvel til EU’s fælles fiskeripolitik.

Hvis EU’s ministerråd den 15/7 vedtager EU kommissions forslag (Initiativpakke) er det et endeligt farvel til den fælles fiskeripolitik i EU. Med de forslag som kommissionen offentliggjorde den 2/7 ”block exemption for state aid” som tillæg til Initiativpakken 25/7 lægger kommissionen sig fladt på ned og overlader herefter det til de enkelte lande i EU, selv at afgøre og bestemme den nationale offentlige støtte til fiskeriet. Tilbage bliver blot fælles EU begrænsninger når det handler om støtte til modernisering af fiskefartøjer og støtte til ex. beskyttede områder i havet.

Med denne henvendelse til Europaudvalget udtrykker Landsforeningen Levende Hav en massiv kritik af de foreslåede foranstaltninger til ” forbedring af tilskudsmulighederne inden for rammerne af Den Europæiske Fiskerifond (EFF) samt lempelser i reglerne om statsstøtte” til fiskeriet i EU.

Og på den baggrund opfordrer vi udvalget til afvise hele pakken alternativt væsentlige områder af pakken, som følgende:

-          Kommissionen foreslår at fiskefartøjer med støtte kan oplægges i perioder hvor omkostningerne (de høje oliepriser) ikke står mål med indtjeningen.

o   Det er en meget dårlig løsning for urentable fiskerfartøjer og fiskeri, i og med at fartøjer således holdes kunstig i live og standby. Det er et for fiskeriet udsigtsløst forslag som kun skader hele fiskeriet og bremser den nødvendige omlægning af fiskeriet.

-          Kommission forslår støtte til udskiftninger af motorer.

o   Det er en politik som er praktiseret i mange år, men uden den ønskede virkning. Sagen er den, at den kapital som fiskerne har investeret i sit driftsapparat skal forrentes og derfor vil der skulle fanges den mængde fisk der er nødvendig til forrentning og driftsomkostninger. Derfor har vi set at den offentlige støtte til udskiftninger af store motorer er anvendt til ex. omstilling til mindre motorkraft på fremdrivningsmotoren (skruen) og tilsvarende mere kraft på el og hydraulik, altså ingen reel besparelse.

-          Kommissionen forslår ændringer ad reglerne til hvor meget den enkelte bedrift kan modtage i støtte fra de nugældende 30.000 EURO til 100.000 EURO.

o   Det er en ordning og begrænsning af støtten til fiskeriet i frit fald. Og med de 100. 000 EURO bliver det reelt tale om statsstøtte som vi kender det fra landbruget. Altså en støtte uden mål og med. 

-          Kommissionen forslår at de enkelte lande selv må afgøre deres nationale støttepolitik på væsentlige områder, som ex. fritagelse for olieafgifter og lempelser i de sociale ydelser. Der er mange andre fritagelser som ikke får den store betydning, men de to ovenstående er helt centrale i den pakke og de vil få uoverskuelige konsekvenser fordi de forstærker den onde spiral som er sat i gang hvor de enkelte landes regeringer (herunder Danmark) uden for enhver tvivl bliver presset af deres fiskere til mere og mere støtte.

o   De to områder er i sig selv et farvel til fælles fiskeripolitik. Den danske fødevareminister vil selvfølgelig sige at hun ikke vil kunne overtales. Men i virkelighedens verden står den danske regering med hovedansvaret for en fiskeripolitik (IOK og FKA modellerne) som har koncentreret kvoterne på færre og større og mere energiforbrugende fartøjer og derfor vil  denne regering også blive tvunget til at give mere og mere støtte.

De eneste fornuftige områder i Initiativpakken er de foreslåede lempelser af de regler hvorunder der kan gives offentlig støtte til ophugning. Urentable fiskerier skal ud af fiskeriet og hvis ophugningsstøtten kan støtte den udvikling er det godt. Og skal der bruges penge på omstilling fra energitungt fiskeri til et fiskeri som bruger mindre energi, så skal den støtte baseres på reelle omstillinger fra ex. trawl til passivt grej. Og der er også gode grunde til at støtte markedsføring af fisk og kampagne for at få folk til at spise flere fisk.

Landsforeningen Levende Hav skal derfor på det kraftigste opfordre Europaudvalget til at udstyre den danske fødevareminister med et mandat som ovenstående, dvs. som på de væsentligste områder går imod EU forslaget.

Den europæiske befolkning har betalt rigeligt af nyttesløse mia. til det europæiske fiskeri. Rækken af støtteforanstaltninger siden 1983, som i hast er blevet vedtaget til støtte for et uøkonomisk og biologisk ubæredygtigt fiskeri, er uendelig. Tidligere støtteprogrammer fulgte med kvotenedskæringer og genopretningsplaner, de kan ikke forsvares fordi de kun har ført til større problemer i fiskeriet. Nu skal fiskeriet have støtte pga. af udefra kommende markedsøkonomiske vilkår, i form af stigende priser på brændstoffet og faldende priser på fisken. Og øge statsstøtten på de vilkår er mere end dybt uansvarligt, det er en skandale. EU foreslår at bruge 600 mio. EURO dvs. 4 mia. kroner af den nyligt oprettede Fiskerifond, i sag selv en skandale, for det er smide de mange penge ned i et dybt bundløst dyb.

For med initiativpakken følger ingen konsekvensberegninger og den danske regering har heller ikke udarbejdet noget der blot minder om en prognose for de positive/negative omstændigheder der følger med dette forslag. Det er en skandale, at en ansvarlig EU kommission og en dansk regering er villig til at bruge 4 mia. kroner uden nogen sikkerhed for at de penge er brugt fornuftigt.

Folketinget bør bemærke, at det danske og det europæiske fiskeri er meget andet og mere end trawl, bomtrawl og andet energislugende fiskeri. Målt på aktører i fiskeriet er det segment meget større end det i dag økonomisk urentable og biologisk ubæredygtig fiskeri som med vold magt i havet og på gaderne, atter har rystet de ansvarlige politikere og embedsmænd. De giver op og er nu åbenbart også klar til at smide 20 % af den nye Fiskerifond, efter et fiskeri uden fremtid. Der ligger den største skandale i denne sag.

Hvis Danmark accepterer forslaget i sin helhed, så vil det udover de rent fiskeripolitiske aspekter være et utilgiveligt brud med Danmarks intentioner om en klimapolitik, som sigter på at holde jordens temperaturstigninger under de to grader, som anses som ”the tipping point”.  Vor klimapolitik vil stå tilbage som løgnagtig og uvederhæftig.

Med venlig hilsen

Knud Andersen. Formand for Levende Hav

Torsdag den 3. Juli 2008

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os