Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Tavse som østers dec. 2006

For et par uger siden rettede Levende Hav henvendelse til Fiskeridirektoratet som forvalter østers og østersfiskeriet på Limfjorden, men kun tavshed.  Vi fulgte op på en pressemeddelelse fra Fiskeridirektoratet den 20/11 som oplyste, at kontrollen havde opbragt to fartøjer i Nissum Bredning som havde en licens til håndprijling, men som i stedet brugte en østersskraber og det er forbudt.

Vi stillede myndighederne en række spørgsmål, for at få viden om omfanget af dette fiskeri efter østers, men kun tavshed. Vi gjorde det fordi myndighederne med opbringningen af disse to fartøjer åbnede denne sag ved at sætte fokus på det alle ved – at man ikke ved håndprijling kan indsamle større mængder østers. Når alle ved det må myndighederne også vide det, men alligevel accepterer de store landinger af østers på håndprijling licenser.

Vi ved ikke hvor mange der har prijling licenser, men aktiviteterne på Nissum Bredning tyder på mange. Erhvervsfiskere i muslingfiskeriet har håndprijling licenser, og det er interessant fordi en licens til en erhvervsfisker giver indehaveren lov til at lande op 3000 kg østers om måneden.

Når mandskabet på muslingfartøjerne har licenser til håndprijling, og der landes betydelige mængder østers på de licenser, så er det ikke blot muligt, men også meget sandsynligt at de licenser bruges til at lande østers, som er fanget ved at skrabe.

Det er blot én måde at misbruge en håndprijling licens på, der er andre. Der kan også flyttes østers fra de større muslingfartøjer og over på mindre fartøjer som har en prijling licens, der kan handles med østers på fjorden osv.

Levende Hav mener, at kontrollen ser igennem fingrene med ulovlighederne. Selv om det er Fiskeridirektoratet der laver reglerne og det er fiskerikontrollen der kontrollerer og det er Fiskeridirektoratet som giver bøder eller melder ulovlighederne til politiet, så må kontrollen ikke se gennem fingrene med indlysende ulovligheder. Fiskerikontrollen skal fungere og gribe ind hvis kontrollen har mistanke om at der foregår ulovligheder, af flere grunde.

Den vigtigste blev demonstreret i slutningen af 90’erne, da der faldt store domme, i de omfattende og meget systematiske ulovligheder, der fandt sted mens Kent Kirk var fiskeriminister. Selv om ministeren selv fik sig snoet ud af de anklager fiskerne rejste imod ham, så er der ingen tvivl om, at fiskerikontrollen havde set igennem fingrene med disse ulovligheder. Spørgsmålet som aldrig blev besvaret under de mange retssager var om Kent Kirk havde givet fiskerikontrollen carte blanche til at se gennem fingrene med ulovlighederne.

Vi mener at kontrollen ser igennem fingrene med ulovligheder fordi det gør kontrollen når de finder at det er i orden. I denne sag fordi reguleringen på Limfjorden er strammet de senere år. Og fordi muslingfiskeriet er ramt af økonomiske problemer pga. af periodevise stop for muslingfiskeriet og ringe fangster fordi muslingerne er kraftig reduceret i Limfjorden pga. af de årligt tilbagevendende iltsvindsperioder. Og kontrollen hjælper dem der vil have en licens til lovligt at skrabe østers. For at få en licens skal en fisker kunne dokumentere et historisk fiskeri på Limfjorden. Dvs. at vedkommende har hentet 50 % af sin indtægt ved fiskeriet gennem salg af fisk og skaldyr fanget i Limfjorden

Levende Hav har gennem årene rejst flere sager, hvor vi har mistænkt Fiskeridirektoratet for at se gennem fingrene med åbenlyse og systematiske ulovligheder. Ulovligt store motorer i trawlerne; kvotejoller; omskrivninger mellem farvande; bifangster i industrifiskeri etc.

Vi er helt på det rene med, at det er licensindehaverne som har ansvaret for brugen af den licens han har fået. Og det bliver han også straffet for, hvis han bliver opdaget. Men det ændrer efter vores mening ikke ved, at licensgiveren også har et ansvar. For hvis ikke Fiskeridirektoratet påtager sig det ansvar, så giver direktoratet fiskerne det indtryk, at det er i orden at bryde loven.

Når direktoratet som i dette tilfælde udsteder licenser til en aktivitet, som de efter fiskernes mening også burde vide, ikke kan bruges til at indsamle større mængder østers, og der så landes større mængder østers på en prijling licens, så er direktoratet efter Levende Havs mening, medskyldige. Om de er ligeså skyldige som ham der bryder loven, kan diskuteres.

Men det kan ikke diskuteres, at hvis Fiskeridirektoratet er vidende om hvad en prijling licens skal bruges til og bliver brugt til, så skal Fødevareministeriet og i sidste ende Folketinget gribe ind og få disse ulovligheder bragt til ophør.

Vi har foreslået, at Fiskeridirektoratet sammen med Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) gennemfører forsøg på Limfjorden. De udvælger fem med licens til håndprijling som lander mange østers og over en uge eller to uger har de så observatører med når de er ude for at indsamle østers.

DFU har i forvejen ansvaret for en masse undersøgelser og opgaver på Limfjorden i østers og muslingfiskeriet, så de har den erfaring der er nødvendig for at få dokumenteret, om det virkelig også er muligt, at håndindsamle de store mængder af østers som landes på prijling licenser. 

Det er meget vigtigt at få vendt hver en sten i denne sag også fordi der er mange penge på spil. Regeringen er på vej med en privatisering, dvs. at overdrage ejerskabet over kvoterne til de fiskere som kan dokumentere et fiskeri. Og det uholdbart at disse overdragelser sker på et tvivlsomt grundlag, og i særlig grad i dette tilfælde, hvor myndighederne beskyldes for at lukke øjnene for ulovligheder, som gennem en overdragelse af kvoter kan udløse værdier på flere hundrede tusinde kroner, til den enkelte.

Håndprijling vil sige, at licensen giver indehaveren (bierhvervsfiskere og erhvervsfiskere) lov til at indsamle østers, udelukkende ved brug af sin hånd og hvis det foregår på 5 meter vand hvor østers normalt opholder sig, da enten at dykke efter østers eller hvis det kan lade sig gøre, at forlænge sin arm med en stang til formålet. Men licensen fordre uden tvivl af nogen art, at alle østers er hånd indsamlet og at hvis det forgår fra et fartøj, da at dette fartøj fremdrives uden motor.  

Sendt den 21/11 2006

Østers på Limfjorden

I Levende Hav er vi kritiske overfor Fiskeridirektoratets forvaltninger af kvoter og licenser. Vi mener, at direktoratet  accepterer indlysende fiskerifagligt vurderede umuligheder (læs: ulovligheder) som ex. motorkraft oplysninger uden hold i virkeligheden og i dette østers tilfælde, licenser til håndbrejling af østers, vel vidende at det er noget nær umuligt at håndprejle sig til flere østers end man selv og familien kan spise.

Dermed er Fiskeridirektoratet ikke en del af løsningen på det ulovlige fiskeri, men en del af problemet.

For at få sat fokus på dette problem har vi i dag bedt de ansvarlige i Fiskeridirektoratet og fiskerikontrollen om at svare på nogle spørgsmål som forhåbentlig kan kaste noget lys over hvad der foregår i østersfiskeriet på Limfjorden.   

Til Fiskeridirektoratet

Ulrik Bach Jensen
Søren Palle Jensen
 
I Levende Hav har vi beskæftiget os en del med østers og licens til østers.
 
Jeg skal udarbejde et notat til Folketinget om østers i Limfjorden. Notatet tager udgangspunkt i det fiskerifaglige faktum, at håndbrejling af østers er en sport der bedst kan sammenlignes med indsamling af kantareller (de der har prøvet det ved hvor svært det er). I sagen fra den 16/11 var der 83 kg østers og vi antager, at de østers skulle sælges på den samme licens til håndbrejling. Dvs. at Fiskeridirektoratet og fiskerikontrollen accepterer landinger på mere end 50 kg østers om dagen taget ved håndbrejling af en licensindehaver, også selv om det er noget nær umuligt for en enkelt mand at prejle sig til 50 kg østers på en dag.
 
Fiskeridirektoratet har også udstedt et antal licenser til fangst af østers med østersskraber, udelukkende med baggrund i at disse licensmodtagere, har fået opbygget deres historiske fiskeri på Limfjorden ved håndbrejling.
 
Til brug for dette notat vil jeg gerne have oplyst følgende:
- Hvor mange licenser er der pt. til håndbrejling af østers på Limfjorden?
- Hvor mange håndbrejlere er taget af kontrollen med skraber siden jan. 2005?
- Hvor mange østerslandinger fra håndbrejlere har fiskerikontrollen konfiskeret pga. mistanke om ulovligheder? 
- Hvor mange udefra Limfjorden, dvs. minus muslingefiskerne, har fået licens til østersfiskeri med skraber siden ja. 2005?
- Hvor mange partsfiskere, dvs. registrerede erhvervsfiskere på muslingefartøjerne i Limfjorden, har en licens til håndbrejling?
 
Med venlig hilsen
 
Kurt Bertelsen Christensen
Formand for Levende Hav
Juelsgaardvej 27, Ferring Strand
DK-7620 Lemvig
 
Telf. 97895455 mobil 20487421
www.levendehav.dk

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os