I dag, den 18/9 holder Danmarks Fiskeriforening DF hovedbestyrelsesmøde. Det vigtigste punkt på deres dagsorden er formandskabets forslag til helt ny regulering af det danske fiskeri. 

Formandskabet foreslår nu, at alle danske fiskefartøjer tildeles individuelle kvoter. Dvs. at alle de væsentlige kvotebelagte fisk (torsk, rødspætter, tunger, kuller, tobis etc.) skal fordeles mellem de enkelte fartøjer og herefter skulle det så være slut med de besværligheder der knytter sig til rationsfiskeriet, et fiskeri hvor man fisker på de enkelte kvoter efter nøje fastsatte regler til hvornår, hvordan og med hvilke fartøjer etc.

Forslaget er fremsat i stor hast, tydeligvis i et forsøg på at imødegå en massiv udmelding af Danmarks Fiskeriforening. De store i dansk fiskeri vil ikke længere være medlemmer af foreningen, de vil have deres egen forening. 

De er utilfredse med, at Danmarks Fiskeriforening ikke støtter deres ønsker om individuelle omsættelige kvoter på sild. Et ønske de alligevel får opfyldt med en Folketingsvedtagelse sidste år, en vedtagelse som nu er udmøntet i et regelsæt for ”regler om individuelle overdragelige kvoteandele for sildefiskeri” august 2002. ”Den Danske model” kalder man den, men i dens enkelhed går den ud på at, ejerne af de individuelle kvoter kan sælge deres kvote til andre som så kan ombygge deres fartøj eller også bygge nyt, i vished om at de har den nødvendige mængde fisk til forrentningen af deres investeringer. De som sælger kvoterne kan så enten tage imod ophugningsstøtte eller også sælge deres tonnage og kW til de fiskere som vil bygge større. 

Forslaget fra formandskabet i DF åbner op for en helt ny virkelighed inden for reguleringen, en virkelighed som skal tage stilling til et utal af spørgsmål som:

1)      Hvorledes man får tildelt de alt for få fisk til de alt for mange fartøjer?.

2)      Hvorledes får man administreret disse kvoter?

3)      Hvorledes får man retfærdigheden til at råde i tildelingen?

1. Alle ved at der ikke er fisk nok til alle. At fiskeriet alligevel har kunnet lade sig gøre under det rationsfiskeri som foregår, hænger uløseligt sammen med at rationerne er underlagt de praktiske forhold i fiskeriet: at fartøjer går i stykker; at det blæser; at fisken ikke er der hvor man forventede den skulle være; at man har fundet ud af at komme af med ens fangster også selv om kvoten er opfisket; at man kan skrive i ens fangstjournal at fisken er fanget i Kattegat, men hvor den i virkeligheden er fanget i Skagerrak osv. 

Alle disse og mange andre mulige og umuligheder vil forsvinde med de individuelle kvoter. Og der synes ikke at komme ret mange nye muligheder til, bortset fra at det enkelte fartøj nu har en fastsat mængde fisk.

-         Men da mængden jo bliver alt for lille er det jo et dårligt bytte.

Sidste år gik Danmarks Fiskeriforening hårdt imod et forslag til en slags individuelle kvoter for kystfiskerne. 

Forslaget som var vedtaget i Folketinget ville give ca. 400 af de mindre fartøjer en ”årsmængde” af 3 arter, rødspætter, torsk og tunge. Mængden skulle tildeles de enkelte fartøjer efter hvor meget de havde fanget de seneste år. Umiddelbart en fornuftig regulering som kunne sikre de mindre fartøjer mod at kvoterne var opfisket inden fisken kom ind til kysten hvor kystfiskerne kunne starte deres fiskeri. 

Men Danmarks Fiskeriforening ville ikke være med til en sådan ordning og derfor blev den så udvandet, at kun 12 ud af de mange fartøjer valgte ordningen. Kystfiskerne kunne ikke tage imod ordningen fordi den gav dem alt for få fisk. 

Danmarks Fiskeriforening var imod ordningen, hvis den ville give fordele til en mindre gruppe på bekostning af andre fiskere. Skulle foreningen støtte en sådan ordning skulle den gælde for alle danske fiskere, sagde formandskabet. Og ifølge DF kunne ordningen ikke blive bedre, fordi den da ville tage fisk fra de andre fartøjer.

-         Dvs. at allerede nu kan vi konstatere, at de danske kystfiskere vil komme i en alvorlig klemme under en ordning som afsætter individuelle kvoter til alle danske fartøjer.

Dertil har Bent Rulle sagt, at også de mindre fartøjer vil få fordel af det nye forslag. Hans argumenter er de samme som fortalerne fremførte for årsmængderne, som støre sikkerhed og en bedre tilrettelæggelse af ens fiskeri osv. Men det er jo argumenter uden hold i det faktum, at der er for få fisk til, i dette eksempel - kystfiskerne.  

2. Der er altså ikke fisk nok i forslaget om individuelle kvoter. 

Derfor må man nødvendigvis udvide en sådan ordning med et regelsæt som giver andre fordele. Det kunne f.eks. være en eller anden form for overdragelighed, det vil reelt sige omsættelighed. 

Hvis en fisker får for lidt fisk i forhold til hvad han har brug for (han har f.eks. været tid i erhvervet, han har ikke fisket så meget at hans historie kan redde hans fremtid osv.) så vil han med en eller anden form for overdragelighed kunne sælge sin kvote og det salg sammen med en ophugningsordning, kunne måske være nok til at han kunne komme ud af erhvervet uden gæld. Man kunne også forestille sig en ordning som i andre EU lande med, at man kan udleje og eller bytte ens kvote. 

Men uanset alle de muligheder der vil skulle følge en ordning med individuelle kvoter, så vil de fiskere som har fisket forholdsvist små mængder blive sorteper i en sådan ny regulering som tager udgangspunkt i ens historie. 

Det samme argument hører til de skånsomme fiskerier som f.eks. alm. Snurrevod, garn, kroge, bundgarn, linetrawl. De har fisket skånsomt mod havmiljø og bestande, og de vil nu blive låst fast på deres historie. 

Dvs. at de højeffektive trawl og snurrevod,  der er blevet sat ind i fiskeriet de seneste 15 år og som fisker hårdt på bunden og i stenene og under et stort udsmid, de vil med individuelle kvoter også blive låst fast på deres forholdsvise store fiskeri med hvad deraf følger af ødelæggelse og udsmid. 

Forslaget om individuelle kvoter vil ødelægge bestræbelserne på at få disse fiskerier ud af fiskeriet og erstattet af mere skånsomme og bæredygtige fartøjer og fiskeriformer.

3. Retfærdigheden. Var det nu sådan at fiskeriet, siden 1983 (hvor vi fik den fælles europæiske fiskeripolitik) havde udviklet sig på en naturligt grundlag. Dvs. at fiskerne havde udviklet deres fiskeri i takt med den natur og de ressourcer de lever af, så ville det være en form for retfærdighed i formandskabets forslag. 

Men det har fiskeriet så afgjort ikke. Det har udviklet sig i kraft af: en en udefrakommende økonomisk støtte; af den fiskeripolitiske dagsorden som blev sat af industrien og Danmarks Fiskeriforening, en politik som støttede opbygningen af større og mere effektive fartøjer og fiskeriudstyr. 

Den politik lod hånt om de tusinde af fiskere som blot ønskede at fiske så meget fisk at de kunne leve af deres fiskeri. Og netop her skiller vandene. Det faktum, at alle er enige om at den fælles fiskeripolitik har spillet fallit, burde få alarmklokkerne til at ringe med formandskabets forslag til individuelle kvoter. For gennemføres et sådan forslag, vil alle forsøg på at få skabt et mere bæredygtigt fiskeri, gennem en ophugning af de fartøjer og de metoder, som beviseligt er årsagen til at fiskeripolitikken er slået fejl, forstumme.

For fra gennemførelsen af individuelle kvoter vil der ikke gå ret mange år førend dansk fiskeri kommer til at bestå af få store fartøjer, som på den ene eller den anden måde, har fået opsuget kvoterne fra de fiskere, som ikke ønsker at sætte penge, liv og helbred på spil, for at kunne bedrive et fornuftigt fiskeri.

Som samfund mister vi: det naturskånsomme fiskeri; fiskeriet fra de mange havne; oplevelsen af at møde fiskerne i deres hverdag; de kultur- og økonomiske værdier som knytter sig til erhvervsfiskeriet i de mange havne osv. Tilbage får vi et fiskeri på få fartøjer fra få havne. De vil selvfølgelig fange den fisk som er til rådighed og den værdi vil gå ind i samfundsregnskabet.

Men fiskeriet repræsenterer en værdi der ligger langt udover de 2-3 mia. de kan sælge fisk for om året. Hovedparten af de 2-3 mia. kan sagtens hentes ind via et fiskeri på flere fartøjer i de mange havne. Og dertil kan lægges værdierne af at fiskeriet betyder alt for mange mindre øer i de danske farvande, at fiskeriet betyder meget for mange af de mere end 200 havne vi har i Danmark. Fiskeriet betyder alt for oplevelsen af, at der stadig findes mennesker som lever af naturen og som er tilfredse med at gøre det.

Samfundet mister således meget, men de mere end tusinde fiskere, som ønsker et fiskeri i en balance med havet og dets muligheder, de vil miste alt.

Individuelle kvoter er ikke svaret på fremtidens regulering for de mange fiskere og for bestræbelserne på at få skabt et mere bæredygtigt fiskeri. Derimod bør fiskeriet reguleres via en stram og konsekvens styring af et sæt logiske regler, som begrænser fiskeriet i dets hårde fremfærd på havbunden og i dets udsmid af fisk og skaldyr. 

Når dette er understreget, så bør man også huske se på udspillet fra formandskabet i Danmarks Fiskeriforening, som det det er. 

Der er panik i DF, de store melder sig ud under stor ståhej, de små melder sig ud i stilhed. Reelt er der tale om at DF er under opløsning for foreningen taler nu ikke længere på vegne af alle de danske fiskere. Det er et meget alvorligt politisk problem for formandskabet i DF og dertil kan lægges de økonomiske problemer, der venter organisationen Danmarks Fiskeriforening i den kommende tid.

Det er svært at se forslaget som andet end panik før lukketid.