Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Af MF og landstingsmedlem Kuupik Kleist, IA

Dyrenes Beskyttelse i Disneyland

I min kronik »Dyrevelfærd og dobbeltmoral « (Sermitsiaq d. 24. marts) var mit ønske at udvide og nuancere debatten om dyrevelfærd, så den ikke kun går fra Danmark til Grønland og Færøerne, men også fra Grønland og Færøerne til Danmark.

Jeg var også ude på at prikke lidt til den danske dobbeltmoral på dyrevelfærdsområdet set i lyset af den »disneyficerende« måde, man taler om hvaler og sæler på, mens grisene, køerne og kyllingerne i Danmark behandles som søm og skruer, som det blev udtrykt i Forbrugerrådets februarudgave af bladet

»Tænk«. En ko har i danskernes øjne et formål, som er at give mælk og kød. For os har hvalerne og sælerne også et lige så væsentligt formål, nemlig at give kød og skind. Det er vigtigt for mig, at danskerne og ikke mindst dyreværnsorganisationerne indser det.

Når Dyrenes Beskyttelse vender mine udtalelser på hovedet (se læserbrevet herunder), så det kommer til at virke som om, jeg forsvarer en form for dyremishandling med en anden, så gør de sig ikke kun skyld i manipulation. De gør sig også skyld i at lukke af for muligheden for en saglig dialog – en dialog som vi grønlændere og færinger kan forholde os til. For hvor kan vi mødes, og hvordan skal vi påvirke hinanden positivt, når Dyrenes Beskyttelse afviser enhver form for fangst af sæler og hvaler i Grønland og på Færøerne?

Det var mit håb, at Dyrenes Beskyttelse også ville være med til at få en nuanceret debat, hvor vi bevæger os væk fra at male fanden på væggen med brutale billeder af babysæler med store øjne, der bliver dræbt med køller. Der har aldrig været jagt på grønlandssælens unger i Grønland. Det har været forbudt i Canada siden 1987 og skal naturligvis ikke genindføres. Det er vi alle enige om.

Men jeg er ikke enig med Dyrenes Beskyttelse i, at man under ingen omstændigheder må slå sæler og hvaler ihjel for at bruge skindet og spise kødet. Det har vi alle dage gjort i Grønland og på Færøerne. Vi har hundrede års erfaring med sæl- og hvalfangst, og selv om fangerkulturen udgør en stadig mindre

del af vores samfund i takt med moderniseringen, er det stadig en af de få ressourcer, der udgør vores eksistensgrundlag. At »det danske samfund har accepteret overgrebene på dyrene, fordi det er

med til at holde liv i bygdekulturen«, er derfor et udtryk for en paternalistisk holdning overfor det åbenbart så »uartige « Grønland. I øvrigt er det heller ikke sandt. Danmark har aldrig reelt været særligt støttende overfor vores fangst af hvaler. Det er kun via det danske medlemskab af IWC – Den Internationale Hvalfangstkommission – at Danmark har set sig nødsaget til officielt at forsvare de nordatlantiske fangere.

Grønland og Færøerne ønsker netop selvstændigt medlemskab af IWC, fordi vi gerne vil forsvare vores synspunkter selv, og fordi Danmark ikke skal tvinges til at gøre vold på egne holdninger til hvalfangst. Flertallet i den danske befolkning accepterer jo netop ikke hvalfangst. Jeg vil gerne understrege, at Grønlands og Færøernes fangstdyr lever et frit liv i naturen uden menneskelig indgriben, indtil de bliver slået ihjel. I modsætning hertil har man i Danmark statskontrolleret og statsstøttet dyremishandling, som dyrene ved slagtning udfries fra.

Kodeordet for os er bæredygtig fangst, hvor der anlægges et fremadrettet perspektiv, tages hensyn til sæl- og hvalbestanden og anvendes fangstmetoder, der påfører dyrene mindst mulig lidelse.

På grund af IWC er hvalfangst et af de mest kontrollerede erhverv, der findes i dag. Sælbestandene i Grønland har det også fint. Det hører jeg ikke Dyrenes Beskyttelse råbe op om nogen steder. De råber heller ikke op om, at mange dyrlæger og organisationer anser det at slå sælerne ihjel med køller eller den traditionelle hakapik for at være lige så, eller mere, humant, end at skyde dem med riffel.

Det er jo en vigtig diskussion i sig selv. Og de råber ikke op om, at sæler bevæger sig på grund af reflekser efter slagtning, hvilket får dem til at se levende ud, når pelsen flås af dem, selvom de ikke er det. Det skaffer selvfølgelig dyreværnsorganisationerne sympatisører, når der vises voldsomme billeder af, hvordan isen eller havet farves rødt af blod og dyrene vrider sig i dødskramper.

Men det ville vel ikke se mindre rystende og blodigt ud, hvis man slagtede i hundredvis af køer på Rådhuspladsen i stedet for bag slagteriernes mure? Som jeg tidligere har påpeget i Sermitsiaq, står de grønlandske og færøske sælers og hvalers frie liv i stærk kontrast til det dyrplageri, blandt andet de fleste danske køer, svin og kyllinger udsættes for. For eksempel lever danskernes elskede lørdagskylling et alt for kort liv under kummerlige forhold og er genetisk manipulerede til at udvikle en så stor brystfilet, at de knap kan trække vejret.

Jeg trækker parallellen til dyrevelfærden i den danske fødevareproduktion i forsøget på at appellere til fornuft og en vis proportionalitet i diskussionen om fangst af sæler og hvaler.

Mit håb er, at også Dyrenes Beskyttelse kan tage skyklapperne af og se, at så længe fangsten foregår på bæredygtig vis og i overensstemmelse med videnskabelige anbefalinger, udgør den en helt naturlig del af livet i Grønland og på Færøerne. Hvis Dyrenes Beskyttelse har ønske om at indgå i en nuanceret dialog frem for en skyttegravskrig, hvor man på forhånd afviser al form for forståelse for generationers erfaring med hval- og sælfangst, deltager vi i Den Nordatlantiske Gruppe naturligvis gerne i et møde.

 

 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os