Nu er slutrapporterne fra ”Udvalget om Miljøpåvirkninger og Fiskeressourcer” blevet offentliggjort og det er skræmmende læsning.

Udvalget blev nedsat af fhv. Fødevareminister Ritt Bjerregaard i sommeren 2001, med fhv. fiskeriminister Karl Hjortnæs som formand. Og opgaven var at få indsamlet og analyseret de andre faktorer end selve fiskeriet, som kan være årsagen til de år for år lavere og lavere fiskebestande.

Det er skræmmende læsning, ikke fordi der er så meget nyt under solen, men fordi rapporterne viser, at vi (læs: videnskaben) ikke ved ret meget om de andre faktorer som klimaforandringer; eutrofieringen; miljøfremmede stoffer; habitatpåvirkninger; topprædatorers indflydelse på fiskebestandene.

Det er indlysende, at disse faktorer har en negativ betydning, målt på fiskebestandene, men bortset fra de årligt tilbagevendende og meget omfattende iltsvind og skarv og sæls indvirkning på de lokale fiskebestande, så ved vi f.eks. ikke noget om de meget omtalte klimaforandringers konsekvenser for fiskebestandene, her særlig det for fiskeriet meget vigtige torskefiskeri i Nordsøen.

Men vi ved nu som nævnt, at de meget omfattende iltsvind ”udgør et særdeles alvorligt problem for fiskerierhvervet” som vi kan læse i slutrapporten. Og ”Det forhold, at det ofte er meget vigtige opvækstområder for kommercielt vigtige fiskearter, der rammes af iltsvindsproblemerne, understreger vigtigheden af, at der gøres en særlig indsats for at få begrænset de menneskeskabte faktorer, som er en medvirkende årsag til de hyppigt tilbagevendende iltsvindsproblemer” står det videre.

Som Landsforeningen Levende Havs medlem af udvalget blev jeg hver gang under møderne og i underudvalgene, belært om, at en sag er viden en anden sag er den videnskabelige viden. F.eks. måtte jeg i udvalgsarbejdet tage til efterretning, at fiskernes viden om kystfodringens negative indvirkning på fiskebestandene, i de områder hvor man fjerne i millioner af tons sand og grus for at bruge det til sikring af kysterne, ikke kunne bruges i en sådan rapportsammenhæng.

Så når udvalgsarbejdet konkluderer, at vi ikke ved ret meget, så skal den konklusion ses i sammenhæng med videnskabens behov for ”videnskabelig viden” dvs. den viden videnskaben selv har indhentet eller forsket sig frem til.

Og ligesom fiskerne gerne påstår, at der mange fisk i havet, i håbet om de oplysninger kan være med til at give dem højere fiskekvoter, så bruger videnskaben den samme metode. Videnskaben siger: Vi har ikke den nødvendige viden, give os flere midler, så skal vi forsøge at få fremskaffet den!!

Udvalgsarbejdet og disse slutrapporter har bestemt ikke påkaldt sig megen opmærksomhed, hverken fra offentligheden eller fra politikerne. Men det er jo nok også svære ods, at skulle trænge igennem med miljørapporter, under denne tids Lomborg og uredeligheds regime.

Kurt Bertelsen Christensen (KBC)

Ferring Strand den 20.01.2003