Seneste
har Naturrådet, med professor Peder Agger som formand, udnævnt
det nylig udsendte forslag til en ny forvaltningsplan for skarver
i Danmark, for en ”massakre” på skarverne. Dertil har Naturrådet
udarbejdet et notat vedr. ”Udkast til forvaltningsplan for skarv
i Danmark” af 18/1/02.
Notatet
udtrykker mange fornuftige betragtninger i sagen, specielt
advarsler om nu ikke at gå for hurtig frem. Og notatet sætter
også fornuftige spørgsmålstegn ved påstandene om skarvens
indflydelse på fiskebestande og fiskeri.
Men
når det er sagt, så er notatet meget subjektiv i sprog og
kritik. Og det glimre sig ved fraværet af det væsentlige problem
omkring skarverne: Konflikten mellem skarv og mennesker. Det er
tydeligt, at den konflikt er Naturrådet aldeles uvedkommende. Det
interesserer ikke Naturrådet, at mange mennesker er vrede og føler
sig afmægtige over for de centrale myndigheders forsvar for
skarver på bekostning af lokalbefolkningerne.
Og
her springer kæden af i Naturrådet. Om det nu er Naturrådet
eller Peder Agger der lader hånt om andre mennesker, ved vi ikke.
Men vi ved, at Peder Agger forfægter det synspunkt, at mennesker
der bor på Nørrebro har ligeså meget ret som de der bor sammen
med skarver, når det handler om forvaltning af skarver. Det er
selvfølgelig et legitimt, men noget snæversynet demokratisk
synspunkt.
Notatet
kan ikke forsvares som værende et serøst ”naturråd” til en
siddende regering. For den siddende regering har som alle bekendt
ikke noget problem med at tælle stemmer, så de demokratiske
spilleregler inden for de danske grænser, behøver Naturrådet
ikke at bekymre sig om.
Derimod burde naturrådet til en siddende
regering anvise fornuftige veje til en bæredygtig forvaltning af
vor fælles natur. Og da ingen med viden på området kan påstå,
at skarvbestanden har problemer mht. bestandens bæredygtighed, så
er der ikke længere objektive grunde til, at skarven skal være
uden for jagttid. Og at lokalbefolkningerne er vrede kan Naturrådet
ikke feje ind under gulvtæppet, det er et faktum og det er et
problem.
Tager man ikke lokalbefolkningernes problemer
alvorligt, risikere vi at tabe andre fornuftige centrale
naturforvaltningsopgaver på gulvet. F.eks. genopretningerne af vådområder,
beskyttelse af truede dyr og fugle, kystzone forvaltningen m.m.
|