Tilbage til forsiden

Et Økologisk Fiskeri

Henrik Jøker Bjerre, sekretær i Landsforeningen Levende Hav

Siden marts 1996 har der i foreningen Levende Hav været diskuteret økologiske fisk. Med udgangspunkt i fiskeriets situation, de lave fiskebestande, havmiljøet og forbrugerens elementært manglende mulighed for at købe frisk fisk, ville vi undersøge, om økologi-begrebet kunne indføres i fiskeriet for at støtte et bæredygtigt erhverv.

Umiddelbart var de fleste tvivlende: Hvordan kan en fisk være økologisk, når den ved fangsten netop tages ud af det økologiske kredsløb, den lever i? Hvis á‚án fisk kan være økologisk, hvad er så en ikke-økologisk fisk?

Diskussionerne er imidlertid mundet ud i en overbevisning om, at det giver god mening at indføre det blå ø-mærke for vilde fisk: et mærke, der udmærker et økologisk fiskeri.

Jeg vil her forsøge at samle trådene i de diskussioner, der har ført frem til denne overbevisning.

Slår man op under ordet økologi i Brøndums encyklopædi, får man i Søren Gerickes artikel ikke en ordknap, præcis definition, men en seks sider lang strøm af ord om vand, æggebakker, grønlandsk fortællekunst, frossen pighvar, dufte, smag, vikingekultur, småkager, ribsgele og pegefingerkontrolgrupper. Om havet kan man bl.a. læse:

Lovgivningsmæsigt er Økologisk idag en betegnelse for en gruppe af fødevarer, der lever op til fastsatte statskontrollerede krav, og som sådan er ordet klart defineret og afgrænset - det er ligefrem forbudt at kalde sin vare økologisk, hvis den ikke hører under statskontrollen.

Umiddelbart falder havfisk ikke under de parametre, man har brugt til at lovgive for økologien i landbrugsproduktionen. Hele det økologiske begreb, som det er fremkommet med det økologiske landbrug, er nemlig baseret på en vidtgående menneskelig kontrol med produktet, det være sig mælken eller bøffen: vi kan veje og måle, hvilke næringsstoffer og giftstoffer, der kommes ned i produktet, nærmest som man kommer ingredienser til en ret i en skål.

Med havets fisk forholder det sig anderledes: det lader sig ikke gøre at tage en fisk op af vandet og sige: denne fisk er økologisk produceret, i modsætning til en anden fisk, der ikke er det. Fiskerne er, hvad angår kontrollen med deres produkt, ude af stand til at gøre fra eller til, før fisken er på dækket, og så er produktionen af den allerede afsluttet.

På dækket af en kutter kan man ikke se forskel på en økologisk, og en ikke-økologisk fisk. Fiskens kredsløb er allerede afsluttet, når fiskeren lægger hånd på den.

Spørgsmålet er altså ikke, om en havfisk kan komme under det eksisterende statskontrollerede ø-mærke, det kan den ikke, men om lovgivningen meningsfyldt kan udvides til at omhandle både landbrugsprodukter og fisk.

Lovgivningen for økologiske fødevarer er naturligvis ikke taget ud af den blå luft. Den er fastlagt for at forsøge at definere nogle krav til, hvad det vil sige at producere en fødevare uden at forvolde skade i de økologiske kredsløb, der eksisterer, hvor varen produceres. Som antydet med Gerickes ordstrøm ovenfor, har økologi i en bredere betydning noget at gøre med at indordne sig under naturen, og en lovgivning for økologiske fødevarer må være en fortolkning af, hvad det vil sige at indordne sig under naturen i en konkret fødevareproduktion; en fastlæggelse af nogle krav, der skal overholdes for at gøre sig fortjent til denne betegnelse.

Når en havfisk ikke hører hjemme under de gældende regler for produktion, kan der istedet oprettes en lovgivning for et fiskeri, der fanger og behandler fisken på en måde, der indordner sig under naturen.

Ligesom lovgivningen for den økologiske landbrugsproduktion tog udgangspunkt i den bredere betydning af ordet økologi, kan en lovgivning for fiskeri også gøre det, altså en ny lovgivning, men grundet i de samme overordnede hensyn.

Man kan ikke se forskel på en økologisk og en ikke-økologisk fisk, når de landes, men det kan man på de metoder, der anvendes til at fange dem. Derfor skal der lovgives om et nyt blåt ø-mærke, der omhandler fiskeriet.

Fisk, der lever i havet indgår i et naturligt økologisk kredsløb, som fiskeren ingen mulighed har for at kontrollere. Det, der kan lade sig gøre i fiskeriet, er derimod at afstemme den indsats, der gøres for at fange og behandle fisken. Økologi er jo oprindeligt et neutralt, biologisk begreb, der handler om dyr og planters naturlige kredsløb. For en økologisk lovgivning er det derfor væsentligt, hvad man IKKE gør, dvs. at man så vidt muligt producerer fødevarer uden at beskadige de naturlige kredsløb, og dette kan lige så vel gælde for fiskeriet som for landbruget. Faktisk er fiskeri i højere grad et natur-bundet erhverv; landbrugsproduktion er et udpræget kulturfænomen, - hvilket iøvrigt også gælder dambrugsfisk: hvis man vil skabe en økologisk dambrugsfisk må den høre hjemme under det eksisterende røde ø-mærke på linje med andre fødevarer, der produceres. Det blå ø-mærke kan bruges til at opstille kriterier for fangsten af vilde fisk i havet.

I landsforeningen Levende Hav er der siden det havpolitiske forum om økologi og fiskeri i 1996 blevet arbejdet ud fra den grundlæggende antagelse, at en vild fisk som udgangspunkt må betragtes som økologisk i den forstand, at den er et udtryk for en naturlig tilstand: der er ikke gjort noget til skade for miljøet for at anbringe fisken i havet, den er en del af havmiljøet, og der er ikke brugt ressourcer på at producere den; fisken er en ressource i sig selv.

Skal et fiskeri kunne kaldes økologisk, må det derfor være et fiskeri, der i mindst muligt omfang skader eller forringer fiskebestandene og havmiljøet i det hele taget. Istedet for at diskutere om en fisk er økologisk, når den rammer dækket, må man altså operere med en økologisk kvalitet ved fiskeriet. Kriterierne for et økologisk fiskeri må derfor f.eks. omhandle ting som:

- fiskens energiindhold (hvor mange gram diesel pr. kg. fisk?)

- fangstmetoder (hvor store påvirkninger af havbund og fauna vil vi acceptere?)

- bæredygtighed (drives fiskeriet på en velforvaltet bestand?)

- håndtering (hvor meget vand og energi må der bruges til forarbejdning?)

- distribution (hvor langt kan man transportere en frossen fisk, før den holder op med at være økologisk?)

For produktet, og dermed forbrugeren, betyder dette, at en fisk med det blå ø-mærke vil være en fisk, der er fanget i overensstemmelse med de principper, der opstilles for det økologiske fiskeri.

Skal disse krav kunne honoreres kræver det et fiskeri, der bevarer fiskernes ansvarlighed. Og det kræver, i det mindste i en overgangsperiode, at forbrugeren er villig til at betale en højere pris for en fisk, der fremmer et sådant fiskerierhverv.

Knud Andersen, Fiskerikollektivet af 1978:

Det danske fiskeri har udviklet sig i en uheldig retning i forhold til at udbygge tilliden til fiskeres ansvarlighed, og det skyldes blandt andet, at fiskeriet bliver stadig mere effektivt og industrielt. Fiskerne opholder sig stadig længere tid på havet, og de små, lokale havne, hvor man kunne møde fiskeren i live, uddør.

Det handler i virkeligheden om, hvilke fiskersamfund vi ønsker. Ønsker vi et centralstyret og kontrolleret, gennemindustrialiseret fiskerierhverv og en fiskeindustri efterhånden helt besiddet af international kapital, eller ønsker vi et varieret og sammensat, decentralt fiskerierhverv - moderne og effektivt, men i harmoni med naturen?

I første omgang er det ikke fødevarens gastronomiske kvalitet, der udmærker den økologiske fisk, men snarere ønsket om at bevare en fiskerflåde, der fisker efter bæredygtighedsprincipper: både af hensyn til erhvervets bæredygtighed og af hensyn til havets tilstand generelt.

Imidlertid hænger disse hensigter også sammen med netop fiskens mere håndgribelige kvalitet, idet et økologisk fiskeri nødvendigvis må blive et kystnært fiskeri, hvor fisken landes og behandles skånsomt og hurtigt. Et fiskeri, hvor den vare, forbrugeren køber, adskiller sig så lidt som muligt, tidsmæssigt og kvalitetsmæssigt, fra den fisk, der trækkes op af havet, og hvor den generelle tillid til og stolthed af det danske fiskerierhverv dermed styrkes.

Det handler om at tilvejebringe og opretholde muligheden for at købe frisk fisk, der ikke skal moses til firkantede filet-stave, der passer til fryseboksen.

Det drejer sig om at stille nogle krav til fisken, og ikke mindst til fiskeren. Foreningen Fiskebranchen har på TV lanceret nogle udmærkede reklamer for at spise fisk, men problemet med disse produkter er, at man ikke kan se om fisken er fanget i Alaska eller Rusland eller et andet sted, eller om den var halvrådden da den blev frosset.

Idéen med økologi må ligne landbrugets på den måde, at det gælder om at skabe et produkt, der ikke først og fremmest skal være billigt og ikke smage af noget: det skal være et produkt, der er moralsk rigtigt fanget, og det indebærer også at fisken skal behandles ordentligt hele vejen fra vandet til bordet.

Jeg kan umiddelbart sagtens tilslutte mig idéer som at tale om energiforbrug pr. kg. fisk, men det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke opstår huller. I mit eget snurrevodsfiskeri kan vi f.eks. i højsæsonen fange utrolig mange fisk på kort tid, dvs enkelte gange 5 tons med et forbrug på 50 l fra havn til havn. Vi sejler tre kvarter til fangstpladsen, sætter et træk, hiver trækket hjem, tager alle fiskene ombord, sejler hjem mens vi renser.

Der er godt nok frisk fanget fisk, men i min 14 meters kutter ligger alle de fisk uforarbejdet på dækket og bliver klemt, og jeg er ked af at sige det, men det er altså ikke kvalitetsfisk.

Udenfor sæsonen derimod, hvor vi ikke fanger ret meget fisk pr. træk, får fisken prima behandling, hvor den lynhurtigt bliver renset, skyllet og kommer på is i lasten. Derfor skal vi tænke os meget godt om, inden vi går ud med en definition på vores produkt.

Arbejdet for indførelsen af det blå ø-mærke for fisk må blive en fortolkning af, hvad det vil sige at skabe et fiskerierhverv, der i højere grad end den høj industrialiserede masseproduktion indordner sig under naturen.

Skal det lykkes, må kriterierne afprøves og fastsættes af og med de fiskere, der ønsker at bevare et bæredygtigt erhverv.

Fra: Landsforeningen Levende Hav: Økologisk Fiskeri -Et debathæfte fra Landsforeningen Levende Hav.